At pakke sin cykel med akvarelgrej, kaffe, en stol til at sidde på og masser af papir og så at cykle ned til Brabrandstien, som ligger så tæt på mit hjem, er et privilegium og en uvurderlig glæde. At bruge sanserne, høre fuglene og finde kalvene og håbe på, at de er så tæt på stien, at man kan male dem, mens de græssende passerer forbi.
Det værste er, hvis kalvene har lagt sig ned langt ude på engen. Man ved, jo ikke, hvornår de er færdige med at tygge drøv og går videre.
Så må man cykle rundt om søen, finde andet kvæg og håbe på bedre held, eller tage hen til hestene, som står på marken over for Constancia2. Marken er overskuelig, hestene står meget mere stille, lægger sig ikke så tit som kvæget, er ofte nysgerrige og kommer derfor tæt på. Dejlige modeller.
Anne Sofie Petersen og jeg har malet sammen gennem mange år. Vi maler, holder pauser, lægger billederne på jorden og giver hinanden konstruktiv billedkritik.
