Så langt øjet rækker
(uddrag)
Af Kunstskribent Trine Rytter Andersen
Anne Østergaard er dyrelægedatter og en af dem, for hvem barndommens tætte forhold til dyrene og naturen, er selve drivkraften bag et mangeårigt kunstnerisk virke, som netop søger at skildre det særlige i vores forbindelse med dyrene omkring os og naturen, som vi færdes i. På mange måder er det noget helt usynligt, hun leder efter: noget som har med energi at gøre. Derfor er hendes foretrukne medium også akvarelfarverne, for netop vandfarven har altid været anvendt af kunstnere til at indfange øjeblikket og det flygtige indtryk. Bevægelsen i kroppen og i sindet, lige der hvor noget flytter sig fra en tilstand til en anden.
At tage afsæt i den helt nære iagttagelse af dyr, fugle og mennesker i bevægelse er ingen let opgave, fordi modellerne ikke er opstillede og statiske, de er bare sig selv og gør det, de nu engang gør, der hvor de er: Mågerne kaster sig i et kort hektisk øjeblik over den udkastede fiskeaffald, alt er i få sekunder kaos, skrig og baskende vinger, inden flokken af fugle spredes og motivet har opløst sig selv, før kunstneren kan nå at tælle til tre. Det kræver stor tålmodighed og nærvær at iagttage og male den levende natur, ikke kun fordi modellerne er i bevægelse, men fordi den skønhed, kunstneren afterstræber, ikke findes i motivet alene, den opstår et sted imellem det og kunstneren – som en særlig atmosfære, der giver selve mødet dets helt særlige prægnans.
For Anne Østergaard er det at komme tæt på naturen selve nerven i kunsten. For hende drejer det sig om at være på pletten og med pensel i hånd, åben og klar til at fange det umiddelbare: de uforstillede og rene øjeblikke, hvor vingerne flakser hektisk, når mågen lander, eller den karakteristiske oppustede positur, når solsortene hopper rundt og slås om vinteræblerne på foderpladsen. Den måde koen står og glor på interesserer hende, ligesom den måde flokken af dyr bevæger sig rundt i landskabet på, gør det.
Landskabsstudiet er også centralt hos Anne Østergaard. Her er det det store åbne landskab, der tiltrækker – ved Fjaltring, hvis flade vidder strækker sig mod den yderste klitrække tæt på en af Vesterhavets mere voldsomme strande. I kystnære og bjergrige Lofoten i Norge og på Svalbards snegolde vidder. Det skandinaviske – og især det nordatlantiske landskab, hvor man kan se så langt øjet rækker, fascinerer Anne Østergaard.
I Fjaltring maler hun det flade landskab med dets mange nuancer og den høje himmel, køerne og hestene på markerne og skyerne over dem.
Lofoten og Svalbard tager hun til på ugelange ophold i afsondrede kunstnerrefugier, hvor hun møder sjælefrænder og sammen med dem, får mulighed for at tilbringe dagene ude i de store dramatiske og smukke landskaber. Ofte med kulden og fugten bidende i krop og fingre, mens hun kæmper med vandfarven, der fryser og efterlader aftegninger af iskrystaller på papiret.
Ved at inddrage de menneskeskabte figurer i landskabet etablerer Anne Østergaard et abstrakt spændingsfelt mellem de monumentale figurer i naturen og det materielle aftryk civilisationen afsætter i landskabet. Huse, master, anlæg og andet bliver til underspillede og mere forsøgsvise takter i forhold til de mere larmende og storslåede klange, som bjergmassiver, åbne sletter og skyformationer på himmelen bidrager med på billedfladen.
Overfor landskabet er det også det karakteristiske, som er styrende. Finder kunstneren ikke ind til det, opløser billedet sig i usammenhængende detaljer, der ikke kan sige noget væsentligt om det landskab, det skal forestille. Forgrund, midte og baggrund. Lys og mørke: En bjergformations særegne træk mod himlens lys i øst og tunge mørke skyformationer i vest. Ude i det store landskab må man gå kompasset rundt for at finde fikspunkter, der kan bringe motivet i balance.
Vand er følelsernes element, og akvarelmaleriet har derfor det potentiale, at det kan formidle indhold på en følsom og umiddelbar facon. Det kan være en rørende, lidt hjælpeløs kvalitet, når kunstneren har måttet fange indtrykket i hurtige bevægelser. Det kan også have en storladen og næsten mystisk udstråling, når landskabet er overvældende og dramatisk. Når det gælder nature-morte-studier af f.eks. dyrekroppe, kan maleriet være mere nøgternt og naturtro på den ene side og samtidig i kraft af teknikkens særlige kendetegn, flygtigt eller skrøbeligt på en måde, som passer til og er respektfuld overfor, det afsjælede dyr, som afbildes.
Kunstneren arbejder der med en bevidsthed om perception, hvilket i praksis betyder at antydningen af noget sine steder, er nok, fordi vores hjerne gerne selv digter det, som mangler. Undersøgelser afslører at øjet og hjernen, er mere fornøjede ved at se på noget, som kræver en aktiv bearbejdning fra beskuerens side, end ved at se på et billede, som ikke aktiverer vores egen viden om tingene, og som derfor heller ikke stimulerer indbildningskraften. Det billede, som ikke er helt ’færdigt’, virker ofte mere levende og samtidigt hemmelighedsfuldt på en måde, som er dragende og stimulerende for vores fantasi og evne til at være medskabende i kontakten med det.
Akvarelmaleriet har alle de kvaliteter, som drømme er lavet af. Derfor kan et lille vandfarvebillede virke så stort og stærkt på os, der ser på det. Den umiddelbarhed, som det udstråler, rammer os, og ofte er der småfejl og mangler i billedet, som undskyldes af dets flygtige og hurtige karakter, men som når billedet er godt, netop bidrager med en særlig energi og intensitet. Akvarel er øjeblikkets medium. Den giver kunstneren muligheden for at arbejde hurtigt og spontant. Når billedet lykkes, kan beskueren mærke spontaniteten og se bevægelsen i det. På den måde formidles øjeblikkets helt særlige karaokter
Vores forbundenhed med naturen bliver aldrig ligegyldig for os. Det er banalt og samtidig ladet og fyldt med bevidsthed og energi, der rækker langt ud over den enkelte situation og det enestående møde. Anne Østergaard er fascineret af det, og hun bruger akvarellen til at bringe nærheden og det betimelige ind i beretningen om det store monumentale landskab, som både bjergtager og skræmmer os: Her kan vi opleve en berusende omnipotens på den ene side, og på den anden side kan vi føle os sårbare og aldeles ubetydelige i forhold til naturens kraft og uendelige perspektiv.
Anne Østergaard har med årene, lært sig alle akvarellens discipliner, og for hende er det naturligt at vælge akvarelfarven, når hun beskæftiger sig med naturens motiver. Hun giver os sine billeder af dyr og landskaber, fordi hun kan mærke forbindelsen og ved, at den til stadighed, er væsentlig for det at være menneske.
Tekst af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen i forbindelse med udstillingen: “Menneskebilleder” på Dronninglund Kunstcenter 2004
Anne Østergaard arbejder i forlængelse af det, man kalder den klassiske modernisme. Som Harald Giersing, Sigurd Swane og Erik Hoppe er det det koloristiske, som optager hende: det dynamiske møde mellem komplementærfarver, kolde og varme farver og mættede og umættede farver. Strøgene sættes på fladen med stor energi og og god fornemmelse for, hvornår billedet er færdigt. Samtidig lykkes det Anne Østergaard at vise den portrætteredes psykologi, noget, som kræver stor indlevelsesevne.
Jagueline Stare skrev om
Anne Østergaards maleri i “Akvarellen” 4/10
“Under sina vistelser på de danska instituten i Rom (år 2000) och i Damaskus (år 2003) fann hon att hur spännande det än var att få vistas där och uppleva färgspelet i ljus och arkitek- tur så är hon i själ och hjärta en nordisk målare”
